Med nye øjne

Billed-lyd fortællinger. Billed og lyd. Og fortælling. En sand symfoni i mine ører – og kunst for mine øjne. For det er kunstfærdig journalistik. Billed-lyd fortællinger kan spille på nye tangenter og få beskueren til at se nye ting. Se ordene. Se tusind ord i et sekund, som man jo siger om billeder, at de siger. Og tre minutter med soundslides er mange ord. Men let fordøjet. Smukt for øjet. Produktionen vel nærmest fornøjet.

For i produktionen af billed-lyd fortællingen oplever jeg også virkeligheden på en ny måde. Jeg vælger anderledes. Vinkler anderledes. Fortæller anderledes. Ser anderledes. Med nye øjne.

Det kan jeg bruge billed-lyd fortællinger til.

Konkret i mit arbejde på pædagogernes fagblad er der flere muligheder:

I anledningen af OL i Kina kan vi være med med en billedserie om elitesportsudøvere i Danmark. Børn og unge selvfølgelig. Og indenfor OL-sportsgrenene. Her kan svømmeren fortælle og billeder under vand er altid en fryd for øjet. Og gymnasten med det hvide kridt på hænderne, og de små kroppe i umulige stillinger. Mulige for de få. Sådan en billed-Lyd fortælling er muligt…

Eller hvad med de mange fede portrætbilleder, vi ugentligt “smider væk”, fordi bladet har plads til to-tre stykker. Fotos af guruerne Jesper Juul, Erik Sigsgaard, Margrethe Bruun Hansen og Per Schultz Jørgensen – det tætteste på nulevende næsten guder, man kommer i den pædagogiske verden…

Og de timelange interviews med dem, med deres kloge ord og sprøde stemmer.

Skal pædagogerne snydes for det?

På nettet kunne man lave en billedserie som en lille film, mens soundtracket afspiller de bedste citater. Det vil blive hørt. Også af forældrene, de studerende, af politikerne og af de andre forskere i pædagogik. Det tror jeg, vi bør gøre.

Og så er der fritiden. Jeg er netop hjemvendt fra USA. Det fedeste… hmmnn… nej ikke hmnnn… for det fedeste var uden tvivl, da vi campede i den californiske ørken The Joshua Tree… Ja, det er derfor rockgruppen U2’s album hedder sådan. De boede på Harmony Hotel og Anton Corbijn, den berømte fotograf, tog dem med ud i ødemarken, ud til de særprægede tørre, krumme træer. Og der lavede han den fedeste billedserie og rockgruppen blev inspireret til et af deres bedste albums… de stod for lyden.

Jeg ville gerne gøre noget med mine billeder fra den tur.

Også dengang jeg tog med Allan og kotransporten til Salholm. De billeder kunne jeg også gøre noget med … lydene kunne jeg finde på nettet. Koen, kutteren og vandet og flyverne, der hvert tredje minut flyver over øen i sundet – alle de lyde er lette at finde og billederne har jeg jo.

Hvad venter jeg på?

 

 

Vi kommer altid en uge for sent

Så skete det igen. Vi kom for sent.

Børn&Unge har deadline på en mandag, og udkommer så fredagen efter. Velfærdsministeriet offentliggjorde en evaluering af de pædagogiske læreplaner en torsdag, og Berlingske Tidende kunne dagen efter trykke en artikel om vores kernestof. Vi kommer først fredagen efter. En uge for sent.

Det jeg kan bruge nettet til, er at være først med det første.

Simpelthen lave nyheder.

Nye legekammerater i medieverden

Web TV og billed-lyd fortællinger. Det er nye fænomener i mediebilledet. De er kommet for at blive. Og der bliver flere og flere af dem. Så mange at nettet lider overbelastning af alt den tv- og videostreaming, som hvert sekund og minut finder sted på Internettet (Se artikel i PC-world). 

Tidligere var det journalister, fotojournalister, fotografer og filmskabere, som benyttede sig af de nye genrer og fortællemuligheder. Nu har medierne fået nye legekammerater. Især to typer, hvis jeg må være så Henrik Dahl’sk. De to typer er:

1. De helt almindelige danskere – eller amatørerne.
2. Og så erhvervslivet – eller virksomhederne.

 

Ad.1

De helt almindelige danskere har fået MAC-computere med køreklare programmer til at lave feriebillederne om til et slideshow…  og i i-movie kan de producere små film og endda KODA-frit bruge den underlægningsmusik, som de helt selv har produceret i programmet ‘Garageband’.

 PC-brugere står ikke uden for legen. De kan på nettet gratis downloade billedbehandlings-programmer som flickr.com, Picnic eller soundslices.com, og med programmet Audacity kan producerer lyd til billederne.

Nu kan de hedengangne lysbilleder og smalfilm produceres om til digitale fotos og videoer, som familien hurtigt og nemt kan lægge på computeren og massekopiere ned på DVD-skiver, som kan pakkes ind til fine julegaver eller ses i dele-databaser på internettet. Også af tanten i Kolding.

Hele det private fotoalbum kan nu publiceres til alles øjesyn på steder som YouTube.com eller via den nye danske amatør- og lokalfilm database BibStream, som folkebibliotekerne har oprettet til, ja folket.

På BibStream finder du for eksempel alt fra hobbyfilmen om Anna, der galopperer på sin hest Carla til dokumentarfilm eller mere specielle optagelser som en novellefilm om en vaskeægte bitch – nej ikke en hund, men en hun! Se filmen “Bitch” her. 

Det er nemt og ja folkeligt… men er det ikke også – nogle gange i hvert fald - amatøragtigt? Eller måske ligefrem demokratisk?

Og er sådan et demokrati altid godt? Hvad nu hvis man ikke længere kan kende forskel på journalistens film og amatørens?

Hvad skete der med journalistens opgave? Er det ikke at producere professionelle mediefortællinger…? Er det ikke “journalisterne, der skriver nyhederne, museumsfolk, der vælger billederne, og ingeniører, der bygger broer”,  som Troels Myhlenberg, leder af journalistuddannelsen på Syddansk Universitet udtrykker det i Fagbladet Journalisten (Se artikel). Og han har en åndsfælle i Jakob Elkjær, redaktør på Fagbladet Journalisten og skeptiker, når det kommer til borgerjournalistik (Se leder i Journalisten).

 

Ad. 2

En anden ny legekammerat i mediebilledet er virksomhederne. Som et led i virksomheders branding af sig selv og sine produkter producerer de nu små præsentationsvideoer af virksomheden. I billed og lyd fortæller de historien om ikke bare deres produkt – som i ordinære reklamer – men om virksomhedens identitet og vision og etik – en slags coorporate branding frem for product branding.

Det kan ske gennem et videoklip med virksomhedslederen, der i slips og jakkesæt præsenterer sit kontor og sit hus og sine medarbejdere.

Det kan være et videoklip fra en vigtig konference virksomheden har deltaget i og som mere end den gør noget andet nok alene fortæller at virksomheden er med på noderne og nu også bruger de nye medier.

Endelig kan virksomheden – det gør Olieselskabet Shell eksempelvis – præsenterer sig selv i spillefilmens dramaturgi. Det er fremtiden og det vil der komme mere af.  Shells film “Clearing The Air” er et genialt eksempel her på. Den varer 7 minutter – lige langt nok – men så får du også både:

•  Spænding
•  Drama
•  Suspense
•  Kærlighed
•  Viden
•  Lækre billeder
•  Smukke skuespillere
•  Og en sag at brænde for: Naturgas og biobrændsel!

Det er en film for fremtiden om fremtiden, og det virker. Se selv filmen. 

Men hvad med kritikken? Hvad med de vandtætte skotter mellem annonce og redaktionel tekst – og mellem sandhed og fiktion?

Vi fik tidligt den billedskabte virkelighed – nu har vi den cyberskabte virkelighed… Vil vi have den?